Generativ AI (modeller med kunstig intelligens designet til at skabe nyt indhold, red.) er i hastig udvikling, men det sker på bekostning af transparens.
Vi har svært ved at gennemskue, hvor de tekster og billeder, AI generer, kommer fra.
I sit nye forskningsprojekt ‘Human-AI Collaboration: Imaginaries, Interventions, Interfaces (HAIC-III)’ vil Søren Bro Pold fra Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet derfor undersøge, hvordan vi kan bruge kunstneriske og design-baserede tilgange til at adressere og håndtere problematiske aspekter af generativ AIs brug.
Et forskningsprojekt, der for nylig har modtaget en bevilling på knap 6,2 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond.
En del af forskningsprojektet vil blandt andet involvere uddannelsen af en kunstnerisk ph.d. samt en række samarbejder.

“Ved at afholde tre udadrettede arrangementer, en udstilling og en konference forpligter ‘HAIC-III’ sig til direkte at engagere en bred målgruppe af forskere, kreative fagfolk og den brede befolkning. På denne måde vil HAIC-III både arbejde med de nyeste udviklinger inden for Generativ AI og samtidig demokratisere adgangen til disse udviklinger for personer uden den tekniske ekspertise,” fortæller Søren Bro Pold.